Torsdag d. 28. november 2019, kl. 20:00

Sdr. Asmindrup Kirke genåbner med et fornyet, ja, ligefrem revitaliseret, indre. Om eftermiddagen er der gudstjeneste, hvor vi har inviteret dem, som har haft særlige opgaver omkring det store projekt; medarbejdere, tidligere og nuværende menighedsrødder, repræsentanter fra Nationalmuseet, A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond m.fl.

Alle, der kender Sdr. Asmindrup Kirke ved, at selvom kirken måske er den smukkeste, så er kirkerummet ikke det største (og vi har ikke udbygget i byggeprocessen). Derfor vil vi - når alle inviterede er ud af døren - gerne byde hele sognet (eller de 60-70 stykker, der er plads til) indenfor til gudstjeneste torsdag den 28. november kl. 20.00.

Det bliver en dejlig og anderledes aftengudstjeneste med alle sognets præster. Gudstjenesten varer en lille times tid og bliver en forsmag i musik og liturgi på de mange muligheder, som det nye kirkerum tilbyder. Kirken er åben fra kl. 19.30, og efter gudstjenesten byder vi på udvidet kirkekaffe med kage og bobler. Alle er velkomne, der er ingen tilmelding.

Der bliver rig mulighed for at besigtige kirken i december måned. Adventslørdagene byder på ”Julebegyndelser for voksne”, den 18. december inviteres på fyraftenssang med nye julesalmer, og der bliver gudstjeneste både Juleaften og 2. Juledag.

Medvirkende
Sophie Juel, Detlef von Holst, Lene Funder